Love the Look

Love the Look

- en beauty-blog af Mikkel Hyldebrandt

En blog i skønhedens tegn. Produkter, favoritter, tendenser, baggrund og meget mere.

Jeg må have sådan én!

BeautyOprettet af Mikkel Hyldebrandt man, december 05, 2011 23:27:48
Dior-bussen findes! Den kører desværre rundt på den anden side af Atlanten, hvor den netop har besøgt Miami for at promovere den eksklusive Anselm Reyle- kollektion, der kun sælges fra bussen, der i øvrigt er en pop-up-store. Og et makeup-studie. Og en neglesalon.

Foto: Dior PR

Når vi nu må være foruden Linje Dior herovre, så er det jo rart at vi kan glæde os til et forår i Diors tegn. Det lover masser af pasteller kombineret med skarpe linjer, hvis man ser på makeup-looket fra sidste Diorshow, der jo er et preview på, hvad der venter lige om hjørnet, når det gælder makeup.

Foto: PR

Er du klar til at hoppe med på pastel-bussen?

Love the Look!


  • Kommentarer(1)//www.hyldebrandt.dk/#post324

I denne søde juletid...

Talk of TownOprettet af Mikkel Hyldebrandt fre, december 02, 2011 10:46:06

... er der masser af forkælelse at hente i blogland! Selv om denne blog på grund af tidspres ikke har fået lavet en gavekalender til bloggens læsere, så skal i alligevel ikke snydes for nogle af de mange godter, man kan klikke sig frem til.

Lad os starte med skønne Anette, der på Beautyspace kører en adventskalender med RIGTIG gode gaver. Den kommende søndag duft fra Armani Code. Og fortvivl ej, hvis du ikke trækkes ud som vinder, for på Anettes blog er alle vindere, så hvis du på et eller andet tidspunkt lægger en kommentar under adventsgodterne, så får du en julet overraskelse den 23. december. Se det er da gavmildhed!

Foto: Slowfashionhouse.com

Hvis du ud over skønhed også er til bolig og mode, så kan du anbefale venner og familie til at modtage nyhedsbrevet fra SlowFashionHouse og derved deltage i konkurrencen om lækre præmier til dig eller til hjemmet. Deltag ved at klikker her.

Og endelig kan du på The Sweet Spot få lækre, små giveaways drysset generøst ud over hele december. Skønne Laura står bag, og hun må være i julehumør med alle de lækkerier.

Love the look!

  • Kommentarer(2)//www.hyldebrandt.dk/#post323

En ny form for skønhed?

BeautyOprettet af Mikkel Hyldebrandt tor, december 01, 2011 11:58:08

Forleden havde jeg den store fornøjelse at deltage i et læserarrangement arrangeret af Fagbaldet Kosmetik, der foregik på Teres Privathospital i Brøndby. Emnet var nye skønhedsbehandlinger, og min opgave var at fortælle de godt 50 fremmødte deltagere om en ny form for skønhed, der finder en uproblematisk forlængelse i såkaldt minimalt invasive behandlinger som fillers, botox og laserbehandlinger.

FOTO: Teres

For uanset, hvad du synes om sådanne behandlinger, så er de her altså, og rigtig mange benytter sig af dem. Faktisk fortalte Louise Rosendahl fra firmaet Q-Med, der producerer Restylane, at der er foretaget over 11 millioner Restylane-behandlinger siden produktet kom på markedet i 1996. Det er lige godt en del, der netop ikke tager højde for andre mærker eller omfatter Azzalure/Botox!

FOTO: PR

Men hvad har det med cremer at gøre, spørger du måske? Og det er et godt spørgsmål, for egentlig intet. Og så alligevel. Fordi når cremens virkning holder op, så er det nu muligt at få en behandling med øjeblikkeligt resultat, der ikke har noget med kirurgens kniv at gøre. At få en injektion er ikke nær så drastisk som et facelift, for der skal virkelig meget til før vi går under kniven. Og derfor har minimalt invasive indgreb vundet så stort indpas. Jo, det er ikke smertefrit, og ja, det er måske ikke noget du som det første vil prale med at have fået gjort. Men behandlingen tager fat, der hvor cremen slipper også uden at fastfryse dit ansigt i en enkelt grimasse.

Omvendt låner flere traditionell produkter også fra den æstetik-kosmetiske verden. Se bare reklamen oven for, der jo ligner en indsprøjtning i stedet for en creme. Eller overvej navne som Laserfocus og Laserist eller produkter, der beskrives som havende en botox-lignende effekt.

Så hvad enten du er til det eller ej, så er vores skønhedsverden blevet udvidet, så den nu også omfatter det minimlat invasive.

Hvad synes du? Er vores skønhedsverden blevet endnu større? Og er det godt eller skidt?

Love the Look!

  • Kommentarer(0)//www.hyldebrandt.dk/#post322

New Yorker-stemning

GroomingOprettet af Mikkel Hyldebrandt fre, november 18, 2011 12:14:30

Jeg var så heldig at være i New York i sidste uge i forbindelse med arbejde. Selv om programmet var stramt, så var der alligevel indlagt enkelte pauser, så man kunne nå at få til New Yorker vibe ind på livet.

Foto: MH

Hvis du på et eller andet tidspunkt befinder dig i byen, der aldrig sover, skal du ikke snyde dig selv for en gåtur på det fantastiske High Line Park, der er anlagt oven på sporene fra en godsbanetogbane på Manhattans West Side. Vældigt god idé, der er udført til topkarakter og som viser, hvor cool New York kan være.

Foto: Kiehl's

En anden ting, du ikke må snyde dig selv for er et besøg hos Kiehl's - det hæderkronede og nu 160 år gamle apotekermærke, der startede på Manhattan. Ud over den originale butik på 3rd Ave og 13th Street, så er den nyåbnede spå på 64th og Lexington et besøg værd. Hvis du har tid (og har bestilt tid i god tid), kan du nyde en lækker ansigtsbehandling. Og hvis du er mand er en Old School Brush and Blade Shave en stor og meget afslappende fornøjelse, der finder sted i mandhaftige rock'n'roll-omgivelser og bliver forestået af den kyndige Justin, der i øvrigt også er frisør, hvis lokkerne er for lange.

Love the Look!

  • Kommentarer(1)//www.hyldebrandt.dk/#post321

En skønhedsdronnings død

Talk of TownOprettet af Mikkel Hyldebrandt tir, november 15, 2011 15:32:42

Det er ikke kun fordi, jeg arbejder med at skrive om skønhedens tendenser, historier og personligheder, at jeg er meget berørt af, at Evelyn Lauder – svigerdatter til dén berømte Estée – døde i lørdags 75 år gammel som følge af en kræftsygdom i underlivet. For nok var hun en stor del af Estée Lauder Companies’ image og historie. Men hun var også kvinden, der opgav sin lærergerning for at gå ind i manden Leonards familiefirma, hvor hun viste sig at være overordentlig skarp, når det gjaldt skønhed. Hun navngav Clinique, var næsen bag nogle Estée Lauder-firmaets største dufte som Beautiful og Pleasures og så var hun passioneret forkæmper for brystkræftsagen for blot at nævne nogle af de få succeser hun kan kalde sine egne.

Foto: PR Estée Lauder Companies

Det var i forbindelse med sidstnævnte – brystkræftsagen - at jeg talte med hende i sommer over en skrattende telefonlinje fra København til Aspen. Og netop derfor er det så mærkeligt, at hun er væk. For selv om jeg var en af de sidste hun gav et af sine sjældne interviews, var hun så skarp, velformuleret og nærværende, at det er svært at forstå, at hun nu er væk. Interviewet kan du læse i IN nummer 10 fra i år, hvilket ud over at beskrive en strålende personlighed også er prydet af nogle ret fine familiefotos fra den kendte Lauder-familie.

Evelyns ånd vil uden tvivl leve videre i Estée Lauder-regi. Og jeg vil mindes hende som en stærk, bestemt og helt igennem fantastisk kvinde, der sagtens kunne mærkes hele vejen gennem telefonlinjen fra Aspens bjerge.

Love the Look!

  • Kommentarer(0)//www.hyldebrandt.dk/#post320

Kemien er tilbage!

BeautyOprettet af Mikkel Hyldebrandt tor, november 10, 2011 11:44:38
Jeg husker en gang i midten af 90erne, hvor Clinique lancerede sin første herreduft. Jeg husker den fordi, den lynhurtigt kom til at stå på min toilethylde, og fordi jeg på det tidspunkt hyldede den som min bedste duft ever. Det var den skarpt skårne komposition af blandt andet citrus og ingefær, der gjorde den ren og klar i duften, men som ikke mindede om nogen af de mange andre aquadufte, der var så populære back in the nineties.

Foto: PR

Nu fås Clinique Chemistry (sammen med den kultede Clinique Wrappings til kvinder) i en begrænset periode nu omkring jul, så hvis du er til virkelig ren, frisk og frem for alt maksulin herreduft, så vil jeg anbefale dig at stikke næsen i de kemiske duftforbindelser fra Clinique. Jeg tror i hvert fald lige, jeg skal et smut forbi en Clinique-stand og indsnuse lidt af kemien fra fortiden...

Love the Look!

  • Kommentarer(0)//www.hyldebrandt.dk/#post319

Mac gør kunsten efter

BeautyOprettet af Mikkel Hyldebrandt man, oktober 31, 2011 13:59:56

Der er ingen hemmelighed, at MAC altid har ladet fantasien og kreativiteten få frit spil. Og nu også kunsten. For lige nu kan du få en helt særlig kollektion af produkter, der er udvalgt af den amerikanske fotograf og kunstner Cindy Sherman, der er kendt for at fotografere sig selv i forskellige og til tider selvbiografiske roller. Det skal understreges, at Cindy Sherman ikke har været med til at lave produkterne, men at hun har udvalgt dem til at bruge på de særlige kampagnebilleder, der er blevet skudt til kollektionen af makeup. Featuring Cindy Sherman selv forstås.

Foto: PR

Så hvad der nok ser voldsomt og, ja, klovneagtigt ud er altså helt almindelige produkter, du sagtens selv kan bruge i ansigtet uden at komme til at ligne et abstrakt kunstværk. Billederne skal ganske enkelt ses som kunstnerisk inspiration, og når du ser et udvalg af produkterne herunder, så ser det jo heller så vildt ud, vel?!

Foto: PR

Love the Look!

  • Kommentarer(2)//www.hyldebrandt.dk/#post318

En af de der mange favoritter

BeautyOprettet af Mikkel Hyldebrandt man, oktober 24, 2011 15:49:09

Ja, jeg ved det. Jeg nævner tit en af mine favoritter inden for hudpleje, duft eller makeup. Men der er også mange, for det er sin sag at begrænse sig, når jeg nu er vild med skønhedens verden.

Netop hjemvendt fra en tiltrængt ferie i det amerikanske - hvilket også har været skyld i bloggens stilhed - har jeg spottet endnu et produkt, jeg helt sikkert kommer til at bruge igen og igen og igen.

Foto: PR

For her er tale om nok den bedste deo-stick jeg nogensinde har prøvet. Og den er blevet grundigt testet, for Kiehl's Cross-Terrain 24-hour Strong Dry Stick været med i Las Vegas' ørkenhede og har været godt pakket ind i vindblæste Chicago. Sol, sport og en hel nats flyvning uden søvn var ingen kamp for deodoranten, der på intet tidspunkt svigtede. Temmelig imponerende og helt klart en anbefaling værd - og altså fortsat at finde på min toilethylde.

Love the Look!

  • Kommentarer(2)//www.hyldebrandt.dk/#post317

Det kan godt være den er lyserød...

BeautyOprettet af Mikkel Hyldebrandt tir, oktober 04, 2011 12:34:20

... men den er altså SÅ god! Shampoo-drømmen hedder meget rammende Born.Again, hvilket passer meget godt på det, den gør for håret. For de fugtende egenskaber lader sig ikke fornægte, ligesom den lækkert let krydrede duft opordrer til et par dybe indåndinger under bruseren. Ja, efter sådan en omgang er man jo nærmest som født på ny!

Det er den australske celebrity-stylist og shampoo-virtuos Kevin Murphy, der er manden med lækkerierne, og hvis du partout vil have en shampoo i en mere maskulin farve, men med sammen velgørende fornemmelse i håret, ja, så er der masser at vælge imellem. Se mere på kevinmurphy.com.au.

Love the Look!

Psst! Shampooen koster 189 kroner og fås hos udvalgte frisører. LTL

  • Kommentarer(0)//www.hyldebrandt.dk/#post316

Var der nogen der sagde tempeltid?

Talk of TownOprettet af Mikkel Hyldebrandt søn, oktober 02, 2011 12:06:16
For godt en måned siden kunne jeg føje endnu en skønhedsfavorit til min efterhånden uendeligt lange liste. Men denne favorit hører dog til i kategorien sted og ikke produkt. For her er tale om intet mindre end fire etagers velvære fra kælder til kvist og fra top til tå på Frederiksberg i København.

Foto: PR

Min nye spadestination bærer navnet Beauty Avenue og er en såkaldt Aveda Lifestyle Spa & Salon. Det betyder ikke bare en Aveda-butik med alle produkter samlet ét sted, men også en frisør (med anbefalelsesværdig hårspa-behandling), eyebrow bar (hvor brynene formes med threading, en lille trådløkke, der griber om de små hår), ansigts- og kropsbehandlinger en masse (anbefaler at starte med Elemental Nature-varianten), massage og en temmelig genial relaxation lounge, hvor man kan lade velværen synke rigtig dybt ind. Nævnte jeg, at det hele var spredt ud over fire etager?

Foto: PR

Så hvis man nu antager, at ens krop er et tempel, så er det oplagt at bruge (mange!) timer hos Beauty Avenue Lifestyle Spa & Salon. For det er intet mindre end et spatempel!

Love the Look!

Psst! Bestil tid og se meget mere om behandlingerne på beautyavenue.dk. LTL

  • Kommentarer(0)//www.hyldebrandt.dk/#post315
« ForrigeNæste »